Af Sidsel Minuva
Benedetta (Elena Plonka) er en yderst religiøs lille pige. Det har hun også god grund til at være; hun overlevede nemlig frygtelig sygdom som spæd. For at takke Gud for Hans nåde sender hendes forældre hende i kloster, så hun kan tilbagebetale Guds fantastiske tjeneste.
Lille Benedetta kan nærmest forudsige Herrens vilje, og en statue af Jomfru Maria vælter ned over hende, da hun beder til helgenen. Selv blandt renæssancens nonner er hun en sær størrelse.
Som ung kvinde velsigner Gud endda Benedetta (nu Virginie Efira) med livagtige syner! Jesus (Jonathan Couzinié) dukker regelmæssigt op for øjnene af hende, og hun drømmer om at blive hans brud.
Imidlertid truer den frække bondepige, Bartolomea (Daphne Patakia), klosterfreden. Efter Benedetta redder hende fra hendes voldelige og incestuøse far og optager hende som nonne, blomster en romance mellem de to kvinder. Og det er langt fra acceptabelt i et kloster.
Dette er blot første halvdel af historien i instruktør Paul Verhoevens Benedetta. Filmen er løst baseret på en ægte historie om en lesbisk, italiensk renæssancenonne, og det er utvivlsomt i denne første del af fortællingen, at Benedetta fungerer bedst.
Benedetta er en skæg karakter at følge. Hun fremstår både naiv og passioneret som person og i sin tro, og humoren gennemsyrer hendes syner. Midt i korsangen oplever hun pludselig, at slanger bugter sig hen ad gulvet og op ad hendes ben – hun skriger af skræk, og straks kommer Jesus med et stort sværd og hugger slangerne midt over.
Da hun kommer til sig selv, er hun vadet ud midt i lokalet, hvor alle de andre nonner stirrer forvirrede på hende. Det er langt ude og dybt underholdende, og man er aldrig helt sikker på, om hun faktisk får guddommelige syner, eller om hendes fantasi blot er overaktiv.
Dog foregår alt dette før filmens midtvejspunkt. Herefter skifter historien perspektiv – man får ikke længere Benedettas syner at se. I stedet oplever man kun hendes fortælling udefra og endda gennem karakterer, der prøver at afsløre hende som en gudsbespottende, lesbisk svindler, der har falsk stigmata.
Det er som om, Benedetta selv ændrer karakter, når perspektivet ændres. I stedet for at være livsglad og temperamentsfuld er hun kold og beregnende. Alt det positive og medrivende ved hendes karakter fordrives til fordel for et plot, der pludselig omhandler klostret og kirkens politiske magtspil.
Det svarer til et fortællingsmæssigt hjertestop. Charmen fordufter og erstattes af en tør og langtrukken udforskning af 1700-tallets kirkeinstitution.
Når Benedetta og Bartolomea endelig har sex, så fordømmer selve filmen dem. Selvom de blot nyder hinandens selskab og giver hinanden orgasme uden noget magtspil mellem dem, uden at der foregår noget negativt, så er de flankeret af ildevarslende underlægningsmusik.
Som om deres lesbiske forhold og sexliv i sig selv er filmisk forkasteligt.
Uden at afsløre for meget munder den magtpolitiske situation ud i tortur. Seksuel tortur. Mens denne scene ikke er decideret eksplicit, så er den eksplicit nok. Hvad der kunne virke ubetænksomt homofobisk under sexscenerne, ender med at fremstå hensynsløst brutalt.
Der er ellers mange positive elementer i Benedetta – en sjov og charmerende første halvdel og stærke skuespilpræstationer fra hele castet. Men filmen fortærer sig selv, kaster alle sine goder af sig og synker ned i et ubehageligt og næsten hadefuldt søle.
Det ville være fascinerende at opleve, hvis ikke man samtidig kunne mærke galdens bitre smag i ganen.
Kommentarer